Ingen Last Christmas i radioen og ingen PlayStation 5 på ønskesedlen.

Men hvordan holdt man egentlig så jul i det 16. århundrede?

Jul i det 16. århundrede

Den danske folkemindesamler Troels Lund satte sig for at beskrive dagliglivet i Norden i det 16. århundrede. I 1903 udkom hans store værk, som omhandler alle tænkelige forhold, der knytter sig til dagliglivet. Troels Lund lader Frederik II’s overtagelse af riget i 1559 udgøre begyndelsen på sit værk. På trods af at hans værk er mere end 100 år gammelt, står det stadig som en af de fineste samlede skildringer af, hvordan det var at være menneske i det 16. århundrede. 

Her skal det handle om jul – jul i renæssancen.

Kristi fødselsdag og nytår

I det 16. århundrede markerede julen – som nu, dagen hvor Kristus blev født, men julen var også en nytårsfest. På dette tidspunkt havde man endnu ikke lagt sig fast på den kalender, vi følger i dag, og ifølge den gamle kalendertradition lå julen ved årets begyndelse.

Til denne fest knyttede der sig mange skikke, som i en eller anden form er bevaret op til i dag. Fælles for alle de skikke, du kan læse om her er, at du kan genkende dem som træk ved noget, vi også gør i 2020.

Juletønden

I god tid inden jul skulle man sætte gang i julebrygget. En særlig fest krævede en særlig øl. Juleøllet var som i dag karakteriseret ved at være stærkere end det tynde øl, man drak til hverdag. Juletønden var betegnelsen for den tønde øl, som var brygget specielt til at blive serveret i juledagene.

Julebadet

Juleaftensdag blev der fyret op og varmet vand i badstuen. Alle skulle være rene til aftenens fest. Man ville også tage rent tøj på til denne særlige anledning.

Julestuen

I stuen forberedte man sig på festivitas ved at hente lys ind. I mange hjem ville man til daglig ikke have haft andet lys om aftenen, end det der eventuelt kom fra ildstedet. I fattige husholdninger, hvor man ikke have råd til den luksus at støbe vokslys, ville lys ofte være en del af de almisser, man blev tildelt af kirken eller fattigforsorgen.

En anden vigtig forberedelse bestod i, at man hentede frisk halm ind, som blev strøet på gulvet. Mange steder var det kutyme, at alle sov sammen i stuen i den friske halm i hvert fald juleaften. Man redte også op med alle husets dyner, puder og madrasser på en bænk i stuen. Denne særligt bløde seng var tiltænkt Jesusbarnet og englene, hvis han skulle komme forbi.

Julefreden

Når vi læser juelevangeliet hos Lukas, slutter det med, at englene ønsker fred for mennesker. Når vi i dag taler om julefred, er vi måske tilbøjelige til at tale om den fred, der sænker sig over stuen, når maden er spist og gaverne fordelt. Men i det 16. århundrede havde ordet julefred en meget bredere betegnelse. Man havde en forestilling om, at selv solen holdt sig i ro i juledagene, hvorfor alt andet også skulle hvile. Man måtte intet arbejde udføre, andet end det allermest nødvendige så som at fodre sine husdyr. Selv forbrydere forventedes at holde sig i ro. Hvis man alligevel brød julefreden og kom i slagsmål i juledagene, var straffen hårdere end til hverdag. Julefreden blev indstiftet den 21. december og varede i tre uger.

Julemaden

Julemaden bar også præg af, at alle skulle hvile i juledagene. Den blev nemlig lavet på én gang og skulle holde julen ud. Den kunne bestå af tørret fisk og sød grød eller skinke og grønkål kogt i kødsuppen fra kødet. I de fineste husholdninger spiste man også gerne risengrød. Derefter kunne man spise æbleskiver eller tærte.

I nogle hjem holdt man stadig fast i den katolske skik, hvor juleaften var en fastedag, hvorfor man kun måtte spise fisk.

Kål og skinke blev kogt i en stor gryde, og fadene blev fyldt op efterhånden. Julebordet har sikkert ikke set så appetitligt ud hen på ugen, som det gjorde juleaften.

Julehilsen

I det 16. århundrede var julehilsenen formodentligt det mest højtidelige tidspunkt juleaften. Når juletønden var blevet skænket, hilste man på hinanden og lod skålen ledsage af ordene Guds fred. 

Juletræet

Skikken med at sætte et grantræ ind i stuen og pynte det, havde man ikke i det 16. århundrede. Det kommer først til i det 19. århundrede, men der indgik alligevel et træ som en fast bestanddel af julefesten.

Det var skik og brug, at man tog en hel stamme og smed på ildstedet, der så kunne brænde lidt efter lidt. Nogle steder i Europa har man brugt at jule-kævlen skulle pyntes, inden den blev smidt på ilden. Man har med denne skik markeret både varmen og lyset i den mørkeste tid af alle.

Julegaverne

At give juelgaver er ikke nogen ny skik. Det var tværtimod meget udbredt. I det 16. århundrede kaldte man det Krist-gaver. Nogle gaver havde karakter af almisser, som blev uddelt til fattige, for at de også skulle mærke, at det var jul. Man kender til optegnelser, der beretter om konger eller borgmestre, der uddelte rige gaver at sammenligne med nutidens ”firmajulegaver”.

I familierne udvekslede man også gaver. Her var det meget almindeligt, at man forærede hinanden kager, der var udstukne som figurer.

Jul for både mennesker og dyr

Det var ikke kun mennesker, der skulle have det godt i julen. Dyrene i stalden fik også en særlig god juleration. Der knyttede sig en stor del overtro til livet i stalden. Man vidste for eksempel, at i julen ville dyrene kunne tale med mennesketunge julenat. Dette måtte man dog passe meget på ikke at komme til at overhøre. Der er beretninger om, at den som skjulte sig for at høre det, kom grueligt galt afsted. Forberedelserne hos dyrene skulle overstås i god tid således, at man kunne overholde julefreden, der betød at ingen måtte arbejde efter solnedgang juleaften.

HD 23.11.20 – Kilde: Troels Lund, Daglig liv i Norden i det 16. århundrede.